Hvem er Hold Fast Bådservice?

Vi er et familiedrevet firma med en stor kærlighed og passion for sejlads og vedligeholdelse af både. Vi - Alf og Melissa Qvistgaard - er selv ejere af stålskibet Hold Fast, en Motiva40 fra 1981. Meget af vores tid bruger vi på gør-det-selv-projekter, vedligeholdelse af vores båd, planlæggelse af sejlture og ikke mindst længere sejltogter med vores børn.

Efter en del år i NGO-branchen med organisatorisk arbejde har vi nu taget den store beslutning om at gøre vores hobby til vores levevej. Overvejelserne om egen bådservice kom snigende under et langturstogt til Nordnorge i 2023, hvor det gik op for os, hvor meget vi havde sat pris på tiden med istandsættelse og klargøring af båden. Den slags arbejde og tid sammen, ville vi have mere af!

Alt hvad vi gør, gør vi med personlig kundekontakt, grundighed og respekt for din båd

Vi har begge kundekontakt og yder sammen reparationer og vedligeholdelsesopgaver. Som udgangspunkt tager vi begge ud til opgaver for at sikre fleksibilitet og kvalitet af vores arbejde.

Vores kærlighed til sejlads sikrer kvalitet i vores arbejde. Som engagerede sejlere forstår vi netop de udfordringer, der følger med bådejerskabet - og vi arbejder grundigt og med respekt for din båd, materialer og miljø. 

Vi er autodidakt inden for bådservice, men har begge erfaring med vedligeholdelse af glasfiber- og stålbåde samt andre håndværksmæssige opgaver. 

Hvis vi ikke kan løse netop dit projekt, hjælper vi dig gerne videre til den rette kontakt. Vi prioriterer vidensdeling, samarbejde og netværk for at være med til at skabe et inkluderende og godt sejlermiljø.   

Hvorfor vælge Hold Fast Bådservice

  • Personlig tæt kontakt - det er bare os, Alf og Melissa
  • Vi er let tilgængelige, ærlige og grundige
  • Vi kører til opgaver i hele landet
  • Konkurrencedygtige priser på alt arbejde
  • Sparring om båd, bådkøb og vedligehold udover den valgte bestilling
  • Vælger du os, vælger du også at støtte noget eller nogen, der er med til at skabe bedre forhold for sejlere i Danmark. I år donerer vi 5% af vores årlige indtægt til projektet Vindskift. Læs om projektet her www.vindskiftdanmark.dk